Taiwan 9 – Myanmar ( Feb. 2002 )

 

Rudyard Kiplings berømte sang om den engelske soldats længsel efter at vende tilbage til Burma og kæresten har altid været en af Jacobs ynglingssange. Så da vi skulle arrangere ferie i det kinesiske nytår i februar, foreslog jeg, at vi tog turen fra Yangon ( Rangoon ) til Mandalay og kikkede på de der flyvefisk i leg.

 

Myanmar var indtil 1948 en del af British India og det var englænderne, der kaldte landet Burma. Det var Aung San, der den gang kæmpede mod englænderne for Myanmars selvstændighed. Han blev desværre kort tid inden befrielsen slået ihjel af sine politiske modstandere. Landet har siden da været styret af skiftende millitærjuntaer. Hans berømte datter Aung San Suu Kyi, der har modtaget Nobels Fredspris, kæmper stadig videre for indførelse af demokrati. Hun har siden 1989 næsten konstant siddet i husarrest. I 1989 skiftede man landets navn tilbage Myanmar, der var det oprindelige navn.

 

Jeg købte flybilletter til hovedstaden Yangon og hotel til de første tre dage, resten af turen måtte vi prøve at arrangere, når vi ankom. Så undersøgte jeg, hvilke vaccinationer vi manglede. Da vi fik næsten alle de vaccinationer der findes på markedet, før vi kom til Taiwan, var det kun malariebeskyttelse vi manglede. Da der er mange bivirkninger af malariamedicin og februar er den tørreste måned i Myanmar, besluttede vi ikke at tage det. Jacob fik dog kolde fødder dagen inden vi skulle afsted, så jeg spurtede fra læge til apotek til hospital. Man kan blive smidt ud af Taiwan, hvis man redder sig en af disse snyltersygdomme. Ingen af stederne havde de den medicin, vi bad om, så fra ankomsten startede vi på selvmedicinering : Myggespray og masser af gin og tonic. Hvis englænderne kunne klare det, så kunne vi også !

 

 Meget tidligt fredag morgen den 8 februar tog vi af sted og ankom over middag. Der var 1½ times tidsforskel. I lufthavnen blev alle vores rejsepapirer undersøgt nøje – igen – og igen af folk i militæruniform. De ting vi havde af værdi skulle noteres ned, kamera’er, smykker og penge og Jacob måtte aflevere sin mobiltelefon. De havde så travlt med vores ting, at de glemte at fortælle os, at vi hver skulle tvangsveksle 300 US-dollars til FEC. Vi sagde ikke noget, da det er meget lettere at veksle US-dollars på gaden til normale myanmar-penge, der hedder kyat. Uden for lufthavnen blev der rift om vores kufferter. Alle var meget hjælpsomme og ville gerne bære dem ud til en taxi. Al venlighed skulle selvfølgelig belønnes med en ”gave” og meget gerne US-dollars, som var det eneste vi havde på det tidspunkt. Taxi’erne var meget gamle modeller med rattet i højre side, så vi troede, at vi skulle ud i venstrekørsel. Det viste sig dog, at der var højrekørsel. De fleste biler i Myanmar er second-hand biler fra Japan.

Vi havde reserveret værelse på Traders hotel i Yangon, der er et Shang-gri-la hotel. Al betaling foregik i US-dollars og der var rasende dyrt i forhold til verden udenfor hotellet. En øl kostede 24 kr og ude på gaden kostede den 3 – 4 kr. Resten af dagen gik med besøg hos en rejseagent og shopping på det nærliggende marked.

 

Hjemmefra havde vi på nettet undersøgt om Yangon havde en Hash House Harriers. Det viste sig, at der var en klub og de havde løb hver lørdag eftermiddag. Da Web-siden ikke var blevet opdateret i årevis, ringede Jacob om formiddagen til et af telefonnumrene for at checke tidspunktet. Tidspunktet var forkert, men som de senere fortalte, har de ikke mulighed for at rette det. Det er forbudt at have internetforbindelse i Myanmar, så de må rette på siden, når de er i udlandet.

Det var sjovt at deltage i et Hash-løb i et andet land. Mange ting blev gjort helt anderledes. De fortalte selv, at de ikke er særligt organiserede og det måtte vi stiltiende give dem ret i. Der mødte ca. 30 mennesker op, hvoraf 2 – 3 stykker var myanmars og resten var udlændinge fra vesten. Det syntes jeg egentlig var ret flot, når man tager i betragtning, at der kun lever 1680 udlændinge i hele Myanmar og halvdelen af dem er kinesere. De fleste folk var ansat på ambassader og resten arbejdede på hoteller eller lignende. Der findes så godt som ingen multinationale firmaer i landet, ja - faktisk er der næsten ingen industri. Manglende velstand er sikkert et godt middel mod opstand. Lever man fra hånden til munden, har man ikke meget overskud til at gøre vrøvl.

En af deltagerne var fra England og han havde boet to år i Danmark. Han talte perfekt dansk med jysk accent og fortalte at dansk var et af de letteste sprog at lære !

Under hele down-down-cermonien ( øldrikningen ), der foregik på gaden, blev vi overvåget og fotograferet af MI ( Military Intelligence ) og vi vinkede alle sammen til dem, så de kunne få nogle pæne billeder af glade udlændinge.

 

Søndagen gik med at besøge Shwedagon Paya, der er et kæmpe pagode-område. Det var meget flot og hele turen værd.

 

                      

                         

 

Bagefter gik vi til rejseagenten igen. Han kunne desværre ikke skaffe os flybilletter til Mandalay, men resten af turen blev arrangeret med hoteller m.m. Alle de private flyselskaber var book’et op, så der var kun det regeringsejede Myanma Air tilbage og det ville han ikke have noget at gøre med. Vores rejsebibel, Lonely Planet, advarede kraftigt mod at bruge MA. For det første skal man ikke støtte regeringen og for det andet har MA en ulykkestatistik langt over det normale. Flyene er gamle second-hand skrot, der er ved at falde fra hinanden. Det var et meget svært valg at træffe. Vi kunne blive i Yangon alle ni dage eller vi kunne opleve Mandalay og Bagan, som var vores egentlige mål.

 

At rejse er at leve ( eller dø ) sagde jeg til Jacob på vej til MA-kontoret. Optimismen blev ikke større, da vi så kontorbygningen. Huset var simpelthen ved at falde fra hinanden. Da vi kom ind, blev vi ledt fra det ene kontor til det andet med svedige mænd i militæruniformer bag store skriveborde. Jeg var meget nervøs, men prøvede at smile tappert til dem. Flynumre og afgange var skrevet på en tavle med kridt. Ingen komputere. Billetterne blev skrevet i hånden. Jeg tænkte: ”hvordan mon de kan flyve et fly med al den moderne teknologi, der forhåbentlig findes i det ?” Vores pas og visum blev kontrolleret flere gange. Manden spurgte, om vi dog ikke ville have en returbillet, for vi skulle jo tilbage til Yangon. Det svarede vi ”nej tak” til med bestemt stemme. På det tidspunkt var jeg sikker på, at vi aldrig ville få brug for en returbillet....

Vi skulle betale billetterne med US-dollars i et andet kontor. En pige skrev omhyggeligt alle numrene på sedlerne ned og en andet pige kontrollerede hende. En mand kontrollerede sedlerne og papiret bagefter. Han ville ikke modtage en 50 dollars seddel, fordi der var en 3mm revne i det ene hjørne. Da vi ikke havde andre 50 dollars sedler, måtte vi så give dem fem 10 dollars sedler i stedet. Pigen skrev så de nye numre op. For ligesom at bryde den alvorlige stemning, sagde jeg til hende : ”Det ville være meget lettere for dig, hvis alle sedlerne havde samme nummer”. Jeg tror ikke, hun forstod joken, for hun smilede ikke.

Vi fik ikke sovet meget den nat.

 

Mandag morgen tog vi til lufthavnen. Mens vi ventede på afgangen blev vi underholdt af hele Myanmars flåde af jetjagere. De øvede sig i at starte og lande. Jeg blev lidt bedre tilpas, da jeg så, at en højt dekoreret general skulle med samme fly som os. Da vi så flyet komme blev vi faktisk helt rolige. Det var en Fokker 28, næsten uden ridser i lakken. Nu var jeg kun bekymret for jagerne. Gad vide om de brugte radar eller de blot fløj rundt på må og få ?

Flyveturen gik fint og vi landede i en nybygget international lufthavn en times kørsel fra Mandalay. På turen til Mandalay så vi desværre en ung pige på scooter blive slået ihjel. Hun kørte uden styrthjelm.

Om eftermiddagen så vi Mandalay Fort og kørte en tur langs floden med trishaw. En stakkels, mager myanmar-mand cyklede rundt med to fuldfede skandinavere i en time i 33 graders varme for 6 kr ! Vi betalte mere end dobbelt op. Jacob syntes, det var på kanten af slaveri, men manden var lykkelig for turen og vi måtte flere gange bede ham om at sænke farten lidt. Det er en herlig måde, at komme rundt på og man får talt med en masse andre trafikanter, mens man sidder der i sidevognen.   

 

Tirsdag morgen kl. 5 sejlede vi så fra Mandalay, på Ayeyarwady-floden, til Bagan. Denne flod er vejen fra Rangoon til Mandalay. Vi så ingen flyvefisk i leg, men vi oplevede den flotteste solopgang kl. 6. Der var mange turister om bord, selv nogle danskere, som vi fik snakket lidt med. Floden var meget lavvandet på grund af årstiden, så vi var ved at sidde fast flere gange. Regntiden varer 6 måneder fra april til september. Sejlturen tog 10 timer og vi samlede folk op 3 gange. Båden sejlede simpelthen tæt på land og så blev der smidt en planke ud. Alle stod klar med kameraet og ventede på, at nogen skulle falde i vandet, men det skete ikke. Der var et vældigt leben, når båden kom ind. Kvinder stod parat med mad og frugt til passagerne. Når handlen gik lidt trægt blev bananer smidt om bord som smagsprøver, så det var om at dukke sig, når en banan kom flyvende.

 

                                  

 

Da vi ankom til Bagan kørte vi til et dejligt hotel. Hovedbygningen blev bygget i 1922 og den første gæst var prinsen af Wales. Vi boede i en nybygget bungalow med veranda helt nede ved floden, hvor vi hver aften nød solnedgangen kl. 6. Alle måltider blev indtaget under et stort acasiatræ med udsigt over floden. Under aftenmåltiderne blev vi underholdt med marionet-teater. Vi boede der tre nætter og nu blev det rigtig slap-af ferie med øl og gin / tonic på verandaen om eftermiddagen og om aftenen -  det var lige noget Jacob kunne bruge.

Om formiddagen, hvor varmen var til at holde ud, tog vi på tur enten til fods eller i hestevogn. Hele Bagan er fyldt med 2217 ( oprindeligt over 4000 ) buddhistiske templer og stupas bygget fra år 1000 til år 1200, så der er nok at kikke på, hvis man har lyst.

 

 

                                 

 

Fredag eftermiddag tog vi bussen tilbage til Yangon. Det var en lang tur på 14 timer ad hovedvejen. Vejen var så smal, at to biler i fart ikke kunne passere hinanden, den ene måtte stoppe op. Heldigvis var der ikke meget trafik, men til gengæld var der mange kontrolsteder. Alle myanmar-mænd går med lang slå-om nederdel og på busturen fandt jeg ud af, at de ikke bruger underbukser. Hver gang vi havde tissestop, sad vi på hug på rad og række i vejkanten og jeg var den eneste, der havde trusser om anklerne.

 

Lørdag morgen var vi tilbage i Yangon på Traders Hotel. Resten af weekenden gik med shopping og vi fik købt en masse ting med hjem. Søndag vendte vi næsen hjemad igen efter en spændende ferie.

 

Mange hilsner

Eva