Taiwan 8  ( Juni 2001 )

 

Lige fra vi kom her for 19 måneder siden, har andre udenlandske udsendinge fortalt os historier om kinesernes anderledes måde at være og tænke på. Og det har som regel ikke været søde og positive ting, de har fortalt om. Men jeg synes som regel ikke, at man skal tro på alt, hvad man hører. Som min gamle skolelærer engang sagde til mig: Man skal ikke tro, - man skal vide! Tro er noget man gør søndag morgen kl. 10 i kirken.

Men efterfølgende har vi gjort vores egne erfaringer og når du læser dette brev, skal du vide, at det selvfølgelig ikke gælder for alle kinesere. Jeg bryder mig bestemt ikke om at generalisere. Derfor omhandler det kun ca. 95% . Hvis du har en kinesisk ven, er jeg sikker på, at han / hun falder inden for de sidste 5%.

 

Kinesere har ingen fantasi og forestillingsevne, så de kan ikke skabe noget selv, de kan kun kopiere. Jeg har kun mødt nogle få med, hvad jeg kalder humoristisk sans. De forstår heller ikke ironi. Deres form for humor foregår på ”lagkage-niveauet”. Det vil sige, at de synes, det er sjovt at se folk blive til grin, når de får smidt en lagkage i hovedet.

Det skyldes deres opdragelse og skolegang, der bygger på kæft, trit og retning. Deres familie er meget tæt og den ældste i familien tager alle beslutninger. Når barnet når skolealderen som tre- fireårig, fortsætter skolen med samme holdning og der er ikke meget tid til leg. Undervisningen bygger på udenadslære og kopiering med vægt på de matematiske fag. De musiske fag bliver der ikke brugt meget tid på. Sang, tegning, maling og sprogundervisning (engelsk talesprog) må de bruge deres fritid på, hvis de vil udvikle det.

Skoledagene er lange og spækket med skriftlige prøver. Venskaber er der heller ikke rigtigt tid eller plads til, da det er alles kamp mod alle at få de høje karakterer, der giver billet til det ”rigtige” gymnasium eller universitet. De fleste forældre har meget store ambitioner på børnenes vegne ( Kinas ét-barns politik har aldrig været på tale i Taiwan, der er et ”rigt” samfund ).

Engelskundervisning er obligatorisk i skolen, men eleverne lærer ikke at tale det. For at bestå de skriftlige prøver er det jo nok, at de kan skrive det. Derfor er det meget almindeligt at møde unge mennesker, der ikke kan sige ét ord på engelsk, men de skriver det til fuldkommenhed.

 

Sidste år gik jeg til tegning og maling sammen med nogle andre udenlandske kvinder. Vores lærerinde var amerikaner. Mit første billede var en akvareltegning, der forestiller nogle kinesiske piger, der danser en trommedans på pladsen foran kulturcentret. Billedet blev malet efter et fotografi, jeg havde taget. Da jeg kom tilbage til compound’et mødte jeg en af de kinesiske kvinder, der bor her. Hun spurgte mig om, hvad jeg havde lavet, og jeg fortalte, at jeg havde været til maleundervisning. Hun ville gerne se mit billede og jeg viste det til hende. Hun kikkede på det og udbrød : ”Det er jo ikke kunst”. Jeg svarede, at det da var muligt, men hvem ved hvad kunst er? Er der en opskrift på det? Hun fortalte så, at hun engang havde fået kunstundervisning, og deres lærer havde sagt, at man ikke måtte kunne se ansigtstrækkene, hvis det var rigtig kunst. Bagefter kan jeg nu stadig godt lide mit billede, selv om det ikke er rigtig ”kinesisk” kunst.

 

 

                           

 

Vores lærerinde holdt desværre op med at undervise og jeg spurgte rundt omkring efter en ny underviser. En kinesisk pige spurgte mig for nylig, om jeg havde lyst til at lære traditionel, kinesisk maling. Jeg spurgte hende interesseret om, hvad de malede. Hun svarede, at de malede bambusblade. Jeg spurgte hende om, hvad de ellers malede og hun kikkede undrende på mig og svarede: ”Det tager flere år, at lære at male et bambusblad korrekt, som de store, gamle kunstnere malede det”. Alle undervisnings-timerne bliver derfor brugt til, at kopiere et enkelt blad til fuldkommenhed. Jeg sagde, at det stod min tålmodighed vist ikke til. Livet er for kort til bambusblade – det sagde jeg ikke til hende. Det består jo kun af et penselstrøg med et knæk midt på!

 

Vi bor til leje, så vores landlord står for al vedligeholdelse og reparationer. Han ejer to huse her i compoundet og bor selv i det andet hus, er meget nærig og taler ikke et ord engelsk. Det betyder ikke så meget for mig, at han ikke taler engelsk, fordi al henvendelse foregår gennem en real estate agent, som får en måneds husleje (DKK 15.000) om året for sin ulejlighed.

For nylig ringede jeg til deres kontor og sagde, at min dørklokke ikke virkede. Da der ikke skete noget i 2 uger ringede jeg igen og rykkede. En af medarbejderne ringede tilbage og sagde, at en mand ville komme næste morgen klokken 9.00 og fikse den. Hun ville også selv komme, for at se om alt var i orden.

De kom begge to og han skiftede klokken. Min gamle dørklokke sagde ding-dong og jeg kunne høre den helt op på fjerde sal. Den nye sagde bbzzzzz ikke særligt højt. Jeg sagde, at den ikke duede, for det første lød den ligesom cikaderne udenfor (de larmer meget og lyden kommer i bølger) og for det andet ville jeg ikke kunne høre den, når jeg sad på tredje sal ved computeren med døren lukket og aircondition tændt. Vi gik begge op på tredje sal for at kontrollerede, om jeg havde ret. Det havde jeg. Hun foreslog så, at jeg ikke lukkede døren ud til trappeopgangen, hvor der som regel er 35 - 40 grader varmt om sommeren, som varer 10 måneder. Jeg svarede, at så ville aircondition ikke køle rummet. Til det svarede hun, at min aircondition larmede for meget. Jeg gav hende helt ret og spurgte så, om de hellere ville skifte airconditionen ud i stedet for dørklokken, der koster ca. 50 kr. Det svarede hun desværre nej til. Jeg sagde, at så måtte de skaffe en dørklokke med en højere lyd. Hun svarede, at det kunne de ikke bare gøre, fordi min landlord var på rejse i udlandet. Jeg fortalte i kraftige vendinger, at jeg ikke kunne vente på, at han kom hjem igen og at de måtte tage en beslutning uden ham. Enden på første runde blev, at hun ville kontakte mig igen, når hun havde talt med deres chef på kontoret.

Senere ringede hun og sagde, at reparationsmanden ville komme kl. 16.00 igen. To mænd dukkede op og den ene gik direkte til tredje sal. Undrende fulgte jeg efter ham for at se, hvad han havde gang i. Han tog sit værktøj frem og skulle lige til at banke hul i ydervæggen, da jeg fik stoppet ham. Med fagter fik jeg fortalt ham, at han ikke skulle gøre noget som helst, før jeg fik ringet til kontoret. Jeg ringede og fik fat i den kvinde, som jeg havde talt med. Jeg spurgte hende om, hvad de dog skulle lave på tredje sal. Hun sagde, at de ville sætte en ekstra dørklokke op der !. Jeg var ved at få kaffen i den gale hals. Jeg fik lirket ud af hende, at de ville trække ledningen fra værelset ned til stensætningen udenfor hoveddøren, hvor der så ville sidde to ringekontakter, en til første sal (stuen) og en til tredje sal!

Jeg sagde, at det kunne jeg under ingen omstændigheder gå med til. Hvilken klokke skulle mine gæster så ringe på? De ville jo ligesom ikke vide, hvor i huset jeg befandt mig. Hun gav mig en lang forklaring i telefonen om, at fabrikken, hvor de lavede ding-dong-dørklokker, var lukket og om meget andet, som jeg ikke kunne forstå, da mobillinien var meget dårlig og hendes engelske er med meget kinesisk accent. Hver gang jeg prøvede at afbryde hendes talestrøm, fortsatte hun, som om hun ikke hørte eller ville høre, hvad jeg sagde. Til sidst måtte jeg hæve stemmen kraftigt og sige: Jeg er bedøvende ligeglad med en klokke, der siger ding-dong. Jeg vil bare have én dørklokke med en høj lyd, som jeg kan høre på tredje sal. Og hvis du ikke kan skaffe sådan en, så køber jeg den selv. Jeg gav derefter røret til den ene af mændene, så de kunne diskutere videre på kinesisk. Og der blev talt ding-dong i meget lang tid (det ord kunne jeg da forstå). 

Mens de talte, gik jeg ned i garagen, fordi jeg mente, at vi måske havde en ny dørklokke liggende et eller andet sted. Hver gang folk flytter, arver jeg en masse ting, som de ikke nænner at smide ud. Jeg fandt den og foreslog mændene, at vi prøvede den. Uden på æsken var der tegnet en masse noder, så jeg var bange for, at det var en af den slags klokker, der spiller skæbne-symfonien i tre lange minutter. Glad og overrasket blev jeg da klokken med høj og klar tone sagde: Ding-dong.

 

Historien blev vist lidt lang, men den fortæller lidt om, hvordan kineserne tænker. De kan ikke tage en beslutning og den mest enkle løsning er ikke den bedste, hvis det betyder, at de skal have penge op af lommen. Dørklokken der sagde bbzzzz og mange meter ledning var nok en dyrere løsning, men det havde de jo på lager. For ikke at tale om to mænd på arbejde i et par timer!  Og jeg var vred. Nogle gange føler jeg lidt med Jacob, der udsættes for lignende hver dag.

 

Det er ikke overraskende for mig, at kinesere overalt i verden beskæftiger sig med handel eller er selvstændige erhvervsdrivende (kiosker, grillbarer og restauranter). Alt drejer sig om penge. Hvis de ikke taler om penge, så tænker de på dem. Og de er også meget nysgerrige omkring andres penge. Hvor meget tjener din mand? hvad betaler han i husleje? Hvor mange penge bruger du om måneden?

Jeg har en kinesisk veninde som tit besøger mig. Det første hun gør, når hun kommer indenfor, er at åbne køleskabet. Derefter undersøger hun madvarerne grundigt. Hvor har du købt det ? Hvad skal du bruge det til (danske madvarer) ? Og ikke mindst - hvor meget har det kostet ? Når hun er færdig med køleskabet, går hun i gang med fryseren.

Jeg fortæller hende hver gang, at det hun gør er meget uhøfligt at gøre i mit hjemland. Hun griner bare og fortsætter, fordi hendes nysgerrighed overstiger hendes velopdragenhed i den grad.

 

Året er startet dårligt på servicestationen og de tjener ikke de penge, som de havde regnet med. I det hele taget er det nedgangtider på Taiwan. NT-dollar’en er faldet meget i forhold til US-dollar’en og det vil sikkert fortsætte en tid endnu.

Medarbejderne gør hvad de kan og er kede af udviklingen. I sidste uge, da Jacob mødte på kontoret om morgenen, var potteplanterne på reolen ved indgangsdøren fjernet og i stedet var der anbragt en stor, åben saks op af væggen. Jacob’s sekretær havde dagen før anbragt den der, inden hun var taget hjem. Glædestrålende kom hun og fortalte, at det havde virket. De havde netop fået en millionordre i hus. Forklaringen med saksen fik vi aldrig, men hun havde sikkert slået det op i sin ”mirakel-bog”.

Men selvom det går lidt halvskidt, vil de gerne beholde Jacob her en tid endnu. Han har netop underskrevet en ”open-end”-kontrakt.

 

Noget af uroen skyldes sikkert den politiske usikkerhed omkring Taiwan – Kina. Nedstyrtet amerikansk fly, våbenhandel og taiwanesisk præsidentbesøg i USA med mere har ikke ligefrem mildnet forholdet mellem USA - Taiwan og Kina.

Lige for tiden afholder Kina en stor militærøvelse omkring øen Dongshan, hvor de simulerer en ”overtagelse” af Taiwan. Taiwan svarer igen ved at teste fire Patriot antimissiler i retning mod Kina, hvorefter Kina brokker sig til USA over et våbensalg til Taiwan, der kun består af forsvarsvåben.

Det er lidt strengt at et land sætter 300 missiler op pegende på et andet land og derefter siger, at de ikke må beskytte sig.

 

Sidste weekend blev der afholdt den årlige ”Dragon Boat Festival”. Lørdagens sejladser blev aflyst, da en tyfon havde lyst til at kikke forbi. Søndagens og mandagens sejladser blev dog gennemført i fint, varmt og solrigt vejr, selvom floden var ved at gå over sine breder på grund af den heftige regn.

Endelig efter tre deprimerende år i træk, hvor TLI ( sprogskole ) havde vundet, vandt Kaohsiung Hash House Harriers trofæet hjem igen i den internationale klasse. Det amerikanske firma ”Northrop Grumman”, der laver militære overvågningsfly, havde sponseret en masse penge til os, så der blev holdt en ordentlig fest bagefter. Finalen blev ligesom sidste år vist i taiwanesisk TV.  

 

 

                   

                    Det stolte, sejrende hold.

 

Jeg vil slutte nu og ønske jer alle sammen en rigtig god, lang, varm sommer.

Kærlig hilsen

Eva