Taiwan 7                                                                                                                          April 2001

 

Da vi flyttede til Taiwan for halvandet år siden, var det som at blive født på ny. Med det mener jeg ikke kun en ny start på livet, men også bogstaveligt talt at være lige så hjælpeløs som en baby. Du kan hverken læse eller forstå sproget og må have hjælp til næsten alt. Og hvad angår at prøve at forstå den kinesiske tankegang, virker det som om, at jo mere du ved om den, des vanskeligere er det at forstå den.

 

I starten tog dagligdagsting, som f. eks. at betale regninger og købe ind, lang tid. Hver gang vi fik en regning, tog Jacob den med til sekretæren på kontoret, for at finde ud af, hvad det var, vi betalte for. Og regninger får vi mange af, da næsten alt bliver betalt månedligt.

Alene telefonregninger får vi fem af om måneden: to linier ud af huset, to mobiltelefoner og internetforbindelse. Hvis betalingsdatoen bliver overskredet med en dag, bliver forbindelsen lukket. Men først bliver man advaret med en telefonopringning fra selskabet, som man selvfølgelig ikke forstår en lyd af, og ikke har mulighed for at skelne fra telefonselskabets reklameopringninger. Så hver gang jeg modtager en sådan opringning, ringer jeg til Jacob, der beder sin sekretær om at ringe til telefonselskabet, for at høre, hvad det drejer sig om. Hvis så betalingsdatoen er overskrevet, skal regningen betales et for mig ukendt sted i den anden ende af byen, for at få åbnet telefonen igen. Jacob’s sekretær må så køre ud på sin scooter og betale den.

De fleste regninger kan man betale i banken og i 7-11-kiosker. Selvfølgelig undtagen én regning, nemlig vandregningen. Den skal betales et sted i den anden ende af byen, som jeg ikke kender til. Hvorfor det er sådan, kan jeg ikke få en fornuftig forklaring på. Når jeg i banken prøver at luske den ind imellem de andre regninger, bliver det altid opdaget og jeg får beskeden : ”Delay”. Da jeg godt kan læse betalingsdatoen ( det er sådan set det eneste, jeg kan læse, selv om det er kinesisk tidsregning ), prøver jeg at forklare dem, at den ikke er overskredet. Men de er hverken til at hugge eller stikke i. Jacob’s sekretær må derfor en gang om måneden køre ud på sin scooter og betale den.

 

Skal jeg købe en bestemt madvare eller andet, kan jeg ikke slå op på ”De gule sider”. Findes de, findes de i hvert fald ikke her. I januar holdte vi en reception i Servicestationens nye lokaler. Jacob ville gerne servere pindemadder på dansk manér og jeg ville gerne lave dem, hvis det kunne lade sig gøre. Jeg startede i god tid i november med at forhøre mig om, hvor man muligvis kunne købe nogle bestemte madvarer. Det foregår på den måde, at man først spørger venner og bekendte. Hvis de ikke ved det, spørger de så deres venner og bekendte o.s.v. På et eller andet tidspunkt, får man en tilbagemelding, der forhåbentlig er positiv. Det lykkedes mig at finde næsten alt, hvad jeg skulle bruge. Den norske røgede laks måtte dog flyves herned fra Taipei.

 

I starten her måtte jeg kassere en del indkøbte madvarer, indtil jeg fandt ud af, at vi har en anden smag end kinesere. De putter simpelthen sukker i næsten alt, lige fra pølser til brød. Så derfor må jeg bage alt vores brød selv og en gang imellem laver vi vores egne, gode chili-pølser.

 

Jeg vaskede alt vores tøj i pletfjerner, indtil vores taiwanesiske rengøringskone spurgte mig hvorfor.

En af vores naboer, en sydafrikaner, viste mig det renseri, hun havde brugt i flere år. I butikkens vindue var der et billede af et dampstrygejern. Jeg var dog aldrig helt tilfreds med tøjet, når jeg hentede det igen. Det så godt nok pænere ud, men pletterne var der stadigvæk. Efter at vores nabo var flyttet, fandt jeg ud af, at det var et strygeri. Så var det også jeg tænkte : Hun boede her i 4½ år ………..

 

De udlændinge, der bor her i Kaohsiung, er en broget skare, der groft set kan deles op i tre grupper.

Den første gruppe er engelsktalende unge, fra især USA og Canada, der arbejder i ”Bushibans”  (private børnehaver ) eller privatskoler. Efter college rejser de ud i et par år og arbejder. Lønnen er så god her, at de kan indfri deres studiegæld i løbet af et eller to år og samtidig rejse rundt i Østen i alle deres ferier. Nogle få af dem bliver hængende her, enten fordi de gifter sig med en taiwanesisk pige ( jeg har aldrig set et ægtepar, hvor pigen er udlænding og manden er taiwanesisk ) eller fordi de vænner sig for godt til livsstilen her. De åbner så deres egen skole, for markedet er umætteligt for tiden.

Nogle af dem, som har været her i 10 – 15 år, siger, at de aldrig kan rejse hjem igen, fordi tiden er løbet fra dem. Deres uddannelse er blevet forældet og de kan ikke som her starte en klassetime med en racistisk vittighed, bøvse og prutte som de har lyst til, uden at nogen tager anstød af det.

 

På nogle områder er livet lettere her. Som udlænding bliver man næsten aldrig stoppet af politiet, da de jo risikerer at skulle tale engelsk med én og det kan de højst sandsynligt ikke. Så er det lettere for dem at kikke den anden vej.

Vi kender en rar engelsk fyr, som underviser i engelsk. Han har været her i 11 år og taler derfor flydende taiwanesisk. Han drikker sommetider lidt mere om aftenen end han bør gøre og kører samtidig på motorcykel. Ca. 20 gange har han væltet på motorcyklen og været til behandling på skadestuen. En aften blev han dog standset af politiet og bedt om at stige af cyklen. De spurgte ham høfligt på taiwanesisk : ” Har de drukket, hr.? ”. Han svarede ærligt, som han er: ”Ja, - selvfølgelig ”. Politiet bad ham derfor om at komme med på stationen til en alkoholtest, hvorpå den engelske fyr svarede: ” Påstår I, at jeg lyver? ”. Han var på det tidspunkt blevet så sur over, at de ikke bare tog hans ord for gode varer, at han stak den ene betjent en lige højre på næsen. Det kostede ham en overnatning på Taiwans regning. Den var vist ikke gået så let hjemme i England.

Den anden store gruppe af udlændinge er ”know how”, ingeniører eller mænd med anden teknisk uddannelse, der arbejder for store udenlandske firmaer. De kommer fra hele verden og medbringer oftest deres familie. Det nyder jeg godt af, for næsten ingen af de udenlandske kvinder arbejder her. For det første er det svært at få arbejdstilladelse, når her ikke er mangel på arbejdskraft, og for det andet er der den store sprogbarriere. Vi får dog tiden til at gå udmærket uden arbejde, fordi næsten alle er indstillet på at have det sjovt i de 2 – 3 år de skal være her.

Bowlingholdet:

 

  

                  

 

Den tredje store gruppe er amerikanske militærrådgivere. De kommer oftest alene og lader konen blive hjemme hos børnene. Det skaber nogle gange lidt problemer, når de er her i længere tid. Og altid er det de unge taiwanesiske piger, der taber i lotteriet, når de rejser tilbage til USA igen.

 

På servicestationen er året ikke startet så godt, som Jacob havde ønsket. De har mange servicejob, men sælger ikke som forventet. Her er stadigt mange der modarbejder ABB-turbocharger, f.eks. deres finske samarbejdspartner : Wärtsilä. Den økonomiske usikkerhed her i Østen, får også kunderne til at holde igen. Oven i dette skal så også lægges den politiske usikkerhed.

De har besøg i tre måneder af en ung schweizer / italiener, der er udlånt fra ABB-Schweiz. Han hjælper Jacob med oplæringen af nyt personale og udfører også servicejobs.

Da han jo både er ungkarl og af varmblodig, italiensk afstamning havde vi, da han kom, en lang samtale omkring piger. Alligevel gik der ikke længe før han faldt for en sød, taiwanesisk pige, selv om vi prøvede at passe på ham. Rygtet nåede til Schweiz og Jacob fik en opringning fra hans boss, der spurgte om vi havde kastet ham for løverne…… Det var med et grin på, for han har selv arbejdet i Østen i mange år. Forholdet er nu så alvorligt, at de unge mennesker allerede har planlagt hendes besøg i Schweiz, når han er taget tilbage.

Servicestationsholdet med venner:

 

                 

 

 

I februar havde vi privatbesøg fra Svendborg. Jacobs gamle ven var her i 10 dage og pigerne taler stadigvæk om ham, selvom han hverken var til at hugge eller stikke i.

 

I det Kinesiske Nytår i slutningen af januar var vi en uge i Kota Kinabalu på Borneo. Det var en ren afslapningsferie med sol, vand og strand på et Shan-gri-la Ressort Hotel.

 

I starten af maj tager vi først til konference i Tyskland i fem dage og derefter til konfirmation i Danmark i en weekend. Det er Jacobs første besøg i Danmark i halvandet år, så den første dag er sat af til pølsevognsbesøg.

 

Mange kærlige hilsner

Eva