Julen nærmer sig og aldrig før har jeg lavet så mange traditionelle, danske juleforberedelser. Det har der jo ikke rigtigt været tid til før. Sammen med nogle andre piger har jeg lavet trylledejs-engle og nisser, bagt kagehuse og lavet juledekorationer af plasticgran. Vi har haft venner og bekendte til gløgg og æbleskiver. Ænderne til juleaften er bestilt på det lokale marked. Vejret er rigtigt dejligt og tilpas varmt, 20 – 25 grader, og nætterne er lidt køligere.
I november måned havde vi en kraftig tyfon, der var ligesom jeg havde forestillet mig, de ville være. Den holdt os vågen hele natten, vi havde ingen elektricitet og en balkondør på 4. sal blæste i stykker. Mange mennesker druknede i oversvømmelserne, der fulgte med den kraftige regn.
På Jacobs arbejde har de været plaget af travlhed og sygdom. En servicemontør har sagt op på grund af kronisk mavesår. En anden servicemontør overvejer at sige op. Han har lige fået fjernet galdeblæren og er længerevarende sygemeldt. De siger begge, at grunden til deres helbredsmæssige problemer kan skyldes det stressende arbejde. Derfor er han nu i gang med at ansætte flere folk.
I starten af december afholdt Jacob sit andet seminar for potentielle kunder. Deres første seminar blev holdt i foråret i Taipei og forløb udmærket.
Denne gang blev det holdt på 42. etage på et hotel i Kaohsiung og Jacobs chef fra Schweiz var på besøg for at overvære det. Om morgenen gik alt, hvad der kunne gå galt, galt. Da han skulle hente chefen på hotellet, så han en stor hund, der var blevet gal på en truck. Den prøvede at bide hul i fordækkene og Jacob tænkte, at det måtte gå galt. Han fik ret. Da de kørte ud fra hotellet var hunden smattet ud på kørebanen.
Der skulle komme 38 seminarister og Jacob og jeg havde møjsommeligt i weekenden før ordnet mapper med kursusmateriale til alle. På hotellet havde personalet smidt kasserne ind i en elevator, så de fleste af mapperne var sprunget op og papirerne var røget ud og spredt over det hele. De kunne så starte forfra med at samle og ordne dem.
Jacob havde hyret en ”temporary worker” til at få en demonstrationsmodel af en komplet turbolader og en rotorenhed fra servicestationen ud til hotellet og op på 42. sal. De havde også skaffet en vognmand med kranbil til transporten. Da de skulle flytte rotorenheden ned fra ladet med kranen, tabte vognmanden den. Fire blade blev bøjet, så den kom til at ligne et kunstværk af Robert Jacobsen. Krogen svingede rundt og ramte den stakkels ”temporary worker” på øret, så han fik en fem centimeter lang flænge. Jacob prøvede at få ham overtalt til at tage på hospitalet og få øret syet på igen, men han ville først gøre arbejdet færdigt. De fik transporteret rotorenheden op i kursuslokalet. En dame fra hotellet måtte gå ved siden af den blødende mand og holde servietter på hans øre, for at beskytte de fine gulvtæpper. Da de fik bakset den komplette turbolader på 2000 kg ind i elevatoren, sank den 30 centimeter i stedet for at køre opad. Elevatoren kunne desværre kun klare op til 1800 kg, så de var nød til at sætte den på fortovet uden for hotellet. Kursisterne fik så lidt motion, hver gang de skulle ned og kikke på den.
Efter den lidt uheldige start, gik resten af dagen rigtigt fint. Värtsilä-Taiwan havde i første omgang tilmeldt 15 mand til at sabotere seminaret. Jacob havde svaret dem, at hvis de ville stille med så mange personer, kunne de passende betale halvdelen af omkostningerne. Det ville de ikke, så de fik lov at stille med tre personer. De sælger motorer og er ikke ABB-kunder i egentlig forstand, men nærmere en slags (u)samarbejdspartner. Mens Jacob har været her, har de videresolgt ABB-dele til kunstigt, høje priser, ved at true kunderne med at garantien ville forsvinde, hvis ikke de købte hos dem. Derfor var de bange for, at kunderne på seminaret ville blive oplyst om ABB’s rigtige priser. Og det blev de selvfølgelig godt og grundigt.
Jacob kom hjem en aften og fortalte i en sidebemærkning, at han for resten var blevet fyret af Vice President’en for ABB Taiwan. Først spærrede jeg øjnene op, fordi han tog det så roligt. Men da han fortalte mig om omstændighederne omkring fyringen, brød jeg sammen af grin.
Hvert halve år skriver Jacob en rapport til ABB Schweiz, der handler om, hvad der er sket på servicestationen. Han holder dem ajour om økonomien, personalet, forholdet til kunderne og meget andet. Som almindelig procedure sender han en kopi til Vice President’en i Taipei. Næste dag modtog han en E-mail fra Taipei, hvori der stod en rettelse til rapporten. Indholdet af rapporten blev ikke nævnt med ét ord, men der stod, at han skulle rette et engelsk ”has” til ”had”. Vice Presidenten er taiwaneser, men har boet og arbejdet 14 år i USA, så han taler perfekt amerikansk. På trods af det, var Jacob ikke enig i hans rettelse. Men grundig, som han jo er, tog han ned på vores lokale værtshus, hvor man altid kan finde nogle universitetsuddannede, amerikanske sproglærere. Emnet blev diskuteret entusiastisk af alle tilstedeværende over et par øl, og man blev enige om, at Jacob havde ret.
Næste morgen E-mail’ede Jacob tilbage til Taipei. Han foreslog, at der ikke blev rettet i rapporten, og gav en lang og uddybende forklaring på, hvorfor der skulle stå ”has” i stedet for ”had”. Der gik så ikke lang tid, før han blev ringet af en meget vred Vice President, der sagde, at Jacob ikke var ”in position” til at rette hans engelske sprog. Jacob prøvede forgæves at sige, at det jo i første omgang var hans grammatik, der blev rettet. Det gjorde ikke ligesom sagen bedre og telefonrøret blev smækket på med disse ord : ”Du er fyret”.
For os udlændinge er dette en sød lille historie om livet på Taiwan. Men for en kineser, lige meget hvor amerikaniseret han er, er det en alvorlig sag, at miste kontrollen over sig selv og dermed miste ”face”. Både i Kina og Japan er udtrykket, ”at tabe ansigt” en meget alvorlig og omfattende sag. ”Face” er en ikke udtrykt stolthed af, hvordan de opfatter sig selv. Det er lidt svært at forstå for os udlændinge, der ikke er opvokset i deres kultur. Men hele deres sociale status, opførsel, uddannelse, arbejde, familie og forfædre har betydning for deres ”face”.
Den kinesiske kultur er baseret på skam. Den bliver indpodet i børnene fra de er små, via den måde forældrene behandler barnet på. Og den bevirker, at man tilstræber at ens handlinger skal være rigtige, for ellers vil man bringe skam over sig selv og dermed også over familien.
To dage efter telefonsamtalen var Jacob til årligt ”review”-møde hos samme mand. Det er en slags medarbejdersamtale, hvor man ser tilbage på året, der er gået og taler om, hvad man kan gøre bedre det kommende år. Det var et meget langt og godt møde og ingen af dem omtalte fyringen. Det hele endte op i, at Vice President’en, med duggede øjne, tilbød Jacob en ny femårskontrakt. Dette tilbud var for Jacob et stort klap på skulderen, fordi denne mand for bare et år siden var modstander af, at der skulle hentes en udlænding til ABB-Turbocharger på Taiwan. Jacob takkede pænt ”Nej tak” og sagde, at han foreløbig ville fuldføre sin toårige kontrakt.
Dette blev et lidt kort brev, men julen står jo for døren. Hvis I har lyst til at se, hvad vi ellers går og laver, kan I jo kikke på web-siden : http://www3.nsysu.edu.tw/khhh som jeg er blevet web-master for.
Rigtig mange julehilsner
Eva Foto : Taiwanesisk juletræsværksted