Sommeren er nu gået på held, selv om man ikke mærker meget til det. Termometeret viser stadigvæk over 30 grader om dagen. Alle træer og buske, der blomstrede i foråret, blomstrer igen – næsten endnu flottere – og rismarkerne står grønne igen. Her bliver høstet to gange om året. Regn- og tyfontiden er overstået. Vi havde heldigvis kun én alvorlig tyfon og så nogle mindre af slagsen, der gav en masse regn og oversvømmelser.
Den store tyfon, Bilis, kom i august og vi blev advaret flere dage i forvejen gennem aviser og TV, så vi havde tid til at forberede os. Men hvordan forbereder en uvidende dansker sig på en tyfon? Da vi kom sidste år, fik vi en masse papirer udleveret, der beskriver, hvordan man skal forholde sig til forskellige katastrofealarmer. Det anbefales, at man altid har mad, drikke, stearinlys og vand til en uges forbrug. Inden tyfonen skal man tape alle vinduer til og sætte møbelbenene i plasticspande. Da jeg syntes, at de sidst nævnte ting var at overdrive løjerne lidt, forhørte jeg mig rundt omkring. Jeg fik at vide, at Kaohsiung aldrig bliver hårdt ramt af tyfoner, fordi de kommer syd-østfra og byen ligger i læ fra bjergene.
På selve dagen var jeg til Mah-jong spil hos nogle andre stakkels, uvidende udlændinge. En af de andre piger havde meldt afbud, fordi hun ville gøre rent inden tyfonen kom - i tilfælde af vand- og el-mangel de efterfølgende dage ??!!!. Det bekymrede vi andre os ikke om. Vi var enige om, at man alligevel ikke ville kunne se snavset i halvmørket.
På selve dagen fik vi at vide, at tyfonen ville gå i land på sydøstkysten af Taiwan kl.18, så ved 16-tiden ringede Jacob og fortalte, at de lukkede kontoret og tog hjem. De ville også holde lukket den næste dag, ligesom alle andre arbejdspladser, skoler m.m. Da jeg kom hjem, begyndte jeg at bage rugbrød. Et eller andet skulle jeg jo gøre. Imens forestillede jeg mig, hvordan vi ville sidde i stearinlysets skær i en uges tid og spise spegepølsemadder.
Om aftenen sad vi og så tyfonens hærgen på øen i TV. Alle nyhedskanaler sendte live-udsendelser fra forskellige steder med reportere, der råbte i mikrofonen på grund af larmen mens de klamrede sig til deres paraplyer, der vendte vrangen ud. En gang i timen gik jeg udenfor for at se, hvor tyfonen blev af, men ikke et blad rørte sig. Kl. 23 var vi så trætte af at vente, at vi gik i seng og sov sødeligt til næste morgen. Da vi vågnede, var det hele overstået og tyfonen var på vej til Kina. Selv om det stadig blæste lidt, kørte Jacob ud til service-stationen for at se, om der var sket noget. En enkelt tagplade var blæst ned, det var heldigvis alt.
Andre steder på øen var man mindre heldige. 14 mennesker omkom og 110 kom til skade under huse der styrtede sammen, enten på grund af vinden eller på grund jordskred, som følge af den kraftige regn. Det er ikke unormalt at der falder 600-1000 mm i forbindelse med en tyfon. Mere end halvdelen af øen er dækket af høje bjerge og når vandet løber ned i dalene mod kysterne, giver det store oversvømmelser og jordskred. 1,1 mio. hjem var uden elektricitet og 201.000 hjem var uden vand i mange dage. Samtidig med tyfonen havde Midttaiwan 13 jordskælv i løbet af tre dage, heldigvis uden større ødelæggelser.
En anden katastrofe indtraf i slutningen af juli, hvor fire arbejdsmænd druknede, da de blev overrasket af en flodbølge i bjergene. TV viste ”live” fra stedet, så vi kunne følge de fire arbejderes forgæves kamp mod vandmasserne, mens de ventede på et redningshold. De holdt ud i tre timer, efter deres første alarmopkald, inden de blev taget af den rivende strøm. Imens diskuterede det lokale redningspoliti og det nationale redningspoliti, hvem af dem der skulle starte en helikopter og redde dem. Ingen af partnerne ville tage beslutningen og ansvaret. En minister gik af og nogle redningsfolk fik op til 10 års fængsel for pligtforsømmelse og efterfølgende dokumentfalsk.
I sommers havde vi også vores første luftalarmøvelse. Det er ikke som i Danmark, hvor man kun afprøver alarmen. Her skal alle skal gå inden døre, lige meget hvor man befinder sig. Fordi det var den første øvelse i år, blev det annonceret i aviserne, så vi vidste, hvilken dag den ville komme, men ikke tidspunktet. Jacob så fra sit kontorvindue, hvordan politiet rev en mand af cyklen og smed ham ind i det nærmeste hus. Han så også antiluftskyts blive stillet op i gaderne. Jeg undrer mig lidt over, at her ikke er nogle beskyttelsesrum.
Jeg kommer nu til de mere hyggelige oplevelser i denne sommer. Vi har haft nogle dejlige besøg fra Danmark.
Jacobs datter Rikke og hendes kæreste, Michael, boede hos os hele juli måned, inden de tog videre til Vietnam. Det var en god anledning til at besøge nogle steder på øen, hvor vi endnu ikke havde været. Vi kørte til Bai-Ho, hvor de store lotus-marker stod i fuldt flor. Vi krydsede øen midtpå gennem bjergene, hvor man kommer op i 3.500 meters højde. Det er en fantastisk flot, lang tur. Selv om øen kun er ca. 140 km bred, tager det 7 – 8 timer at krydse den. Mange steder så vi følgerne af jordskælv og landskred. Vi kørte også til Kenting på sydspidsen af øen. Og mens Jacob arbejdede, sejlede vi ud til Peng-Ho-øgruppen i Taiwanstrædet og var der i et par dage.
I august havde vi besøg af Alice og Peter Lagerberg. Sidstnævnte var Jacobs chef, da han sejlede i Helsingør på Elisabeth.. De var lidt ”mætte” efter en rundtur i Japan, så vi holdt os til Kaohsiung.
I september tog jeg 10 dage til Danmark på besøg. Jeg skulle til frisøren. Nej, pjat - Jacob skulle have været i Schweiz til møder, men turen blev desværre aflyst. Det var rigtigt dejligt – men også lidt mærkeligt – at gense familie og venner efter ti måneder. For det første var de alle vokset i højden, så jeg ikke behøvede at kikke nedad, også dem der har passeret vokse-alderen. For det andet havde jeg en forestilling om, at familie og venner ville have ændret sig lidt, men alle var heldigvis, som de plejede at være. Jeg tror, at forventningerne den anden vej var større. Mange troede, at jeg sikkert havde forandret mig meget, og så var jeg bare, som jeg altid har været.
Selv om jeg godt kan lide at bo på Taiwan, var det rart at komme lidt væk, tale dansk med andre end Jacob og handle i butikker, hvor de forstod, hvad jeg sagde og havde varer, som jeg kender - og ikke at forglemme : tøj i min størrelse !. Ved indcheckningen i Kastrup Lufthavn fik min kuffert et stor orange mærke klistret på med påskriften : Heavy.
Dagen efter hjemkomsten til Taiwan tog vi så til Australien sammen. Turen startede på allerbedste måde. Vi troede, at vi skulle flyve med et taiwanesisk selskab, EVAir, og drikke grøn te på hele turen. Stor blev vores glæde da vi steg ind i et australsk fly ( Qantas ) med australsk besætning. Det første Jacob gjorde, var at spørge om de serverede øl om bord. Nej, svarede den søde, mandlige steward med glimt i øjet. Og fra det tidspunkt og til vi landede i Sydney ca. 9 timer senere fik Jacob automatisk serveret to VB'er ( Victoria Bitter ) i timen. Jeg fik også en del australsk rødvin indenbords, så humøret var højt hele natten, mens alle kineserne sov sødt. En af de mandlige stewarder gik hele natten rundt og hyggesnakkede med de få ikke kinesiske passagerer. Han var en rigtig lun fyr med meget løse håndled.
Vi var selvfølgelig lidt klatøjede, da vi landede lørdag morgen og hentede den lejede campervan. Så vi sov begge et par timer i bilen, før vi vovede os ud i den frygtelige venstrekørsel. Det var ved at gå helt galt et par gange, men vi skulle køre til city, hvor trafikken var værst, for at købe nogle OL-billetter. Jeg stod i kø i fire timer i bagende sol, før jeg nåede frem til billetskranken. Vi fik både billetter til håndbold ( desværre ikke DK – Norge, der var udsolgt ) og til badminton.
Om aftenen kørte vi til en campingplads i Chatswood, hvor vi boede i 6 dage og hvor også alle OL-samaritterne boede. Søndag morgen hentede vi Rikke i lufthavnen og gensynsglæden var stor. De første par dage gik med sight-seeing, havnerundfart mm. Det er virkelig en flot, grøn by med masser af vand omkring. Vejret var dejligt med ca. 25 grader og høj forårssol.
Tirsdag tog vi til OL-byen, der er anlagt midt i Sydney, og så damehåndboldkampene Korea - ? og DK - Østrig. Onsdag så vi fire badmintonkampe med bl.a. Rikke Olsen og Michael Søgård og også Peter Gade, der vandt sin kamp. Vi var næsten de eneste der heppede og flagede, så vi fik stukket et kamera op i hovedet på et tidspunkt. Torsdag så vi så håndboldkampen DK - Australien og havde også billetter til den næste kamp. Men den fik vi aldrig set, da det gik op i fest og ballade efter den første kamp. Fordi vi havde købt billetter i Sydney, sad vi ikke sammen med de andre danskere. I stedet for sad vi sammen med aussierne, og det var ikke så ringe endda. Hver kamp blev indledt af hal-speakeren, der spurgte publikum, om de havde set håndbold før, og ca. 90 % af australierne svarede benægtende. Men selv om de ikke havde forstand på håndbold, forstod de virkelig at have det sjovt og feste. Så efter kampen tog vi på den olympiske bar og festede hele natten sammen og sang aussie- aussie- aussie- oi- oi- oi, Waltzing Mathilda og selvfølgelig også nogle danske slagsange.
At være til OL var en meget stor oplevelse. Australierne var virkelig godt forberedte og alt foregik i en afslappet stemning med masser af smil og humor. Den eneste bagdel var nok, at vi ikke vidste meget om, hvordan det gik de andre danske sportsfolk. TV og aviserne fokuserede naturligt nok kun på de australske sportsfolk og medaljetagere. De tænkte ikke så meget på de mange udenlandske turister, der interesserede sig for mærkelige sportsgrene.
Fredag morgen startede vi turen nordpå mod Brisbane. Første stop var Port Stephens, hvor vi var i to dage. Den første dag kørte vi på tur med en australier til Hunter Valley, hvor der ligger mange vingårde. Vi smagte på en masse vine og behøvede heldigvis ikke at spytte vinen ud, da ingen af os skulle køre. Han lavede en dejlig bbq for os med salat, bøffer og pølser. Vi så også vilde kænguruer langt ude i horisonten. Næste dag sejlede vi ud med en båd og kikkede på delfiner.
De næste stop var Coffs Harbour, Ballina og Tweeds Heads. Alle små, hyggelige havnebyer med lange, hvide sandstrande og surfere. Vi besøgte en bondemand der i sin baghave bl.a. havde en koalabjørn, emu, vombat'er og tamme Kænguruer, som vi håndfodrede. Den sidste dag tilbragte vi i Brisbane.
Alt i alt en dejlig, afslappet tur. Jacob har allerede planer om at besøge Australien igen. Men så skal det selvfølgelig være i en 4-hjulstrækker og ud i bushen. En rigtig mandetur for folk med hår på brystet og fuldt udstyret overlevelsesvest.
På Jacobs arbejdsplads går det rimeligt godt. De er nu syv mennesker i alt. Den ene sekretær måtte desværre holde op i juni på grund af helbredsmæssige årsager. Han har ansat en ung pige i stillingen, men det er en langsommelig opgave at lære hende op, da hun er en sød, genert kinesisk pige, der er opdraget traditionelt. Det betyder, at hun ikke råber højt, når der er noget hun ikke forstår, og at hun ikke selv tager initiativ til noget som helst.
I september måned startede de med at bygge nye kontorlokaler inde i den ene side af workshoppen. Det bliver rigtigt flot og de får meget mere plads at boltre sig på. Der bliver også badeværelser og omklædningsrum, mødelokale og spisekøkken, som de ikke havde før. De er begyndt så småt at flytte ind, og i november måned skal der holdes reception. Han drømmer om at servere pindemadder på dansk manér, men det bliver vist kun ved drømmen. Vi kan jo ikke købe danske lækkerier her, og varmen er også en forhindring.
I workshoppen har han flyttet nogle maskiner, så arbejdsgangen er blevet mere hensigtsmæssig. Værktøjet er kommet op og hænge på væggene. Gulvet som før var mørkebrunt og mørkegrønt, så man ikke kunne se skidtet, er blevet malet lysegråt.
Businessmæssigt er tingene blevet lidt lettere, fordi de nu opererer med samme prisniveau, som resten af verden. Men der er stadig et stykke vej at gå, før det bliver normal Turbocharger business, siger han.
Biltrafikken på Taiwan varierer fra dag til dag, og det har undret os lidt. Nogle dage er den meget slem og nogle dage mindre. Jacob fik forklaringen en dag på kontoret af sine ansatte. De har en tyk bog, ligesom mange andre kinesere, hvori man kan slå op og se, hvad dagen vil bringe. Nogle dage er meget uheldige for f. eks. trafikanter og bogen råder én til at blive hjemme.
I sidste uge var der en af disse uheldige dage, og på vej til arbejde blev Jacob påkørt bagfra. Flink, som han jo er, kørte han ind til siden for ikke at genere trafikken. Da han steg ud af sin bil, stak den anden bil af, men han nåede heldigvis at tage nummeret på den. Han kørte derefter til kontoret og fik sin sekretær til at ringe til leasingselskabet for at høre, hvad de skulle gøre. De fik at vide, at de skulle anmelde uheldet til politiet. De kørte så til den nærmeste politistation, hvor de blev henvist til en anden politistation, hvor de igen blev henvist til en tredje station. Der lykkedes det endelig, at lave en anmeldelse. Derefter skulle de vente på, at politiet fik fundet den anden bilist og fik afhørt ham om uheldet. Da han kom på stationen, gav han Jacob hele skylden for uheldet og påstod, at det var Jacob, der var stukket af. Det var der heldigvis ingen, der troede på, så han fik hele skylden og pligten til at betale for reparationerne på begge biler. Så kørte de til et værksted, hvor de skulle vente på modpartens forsikringsmand og på en repræsentant fra leasingselskabet, der begge skulle bese skaderne. Alt dette tog næsten en hel dag. På autoværkstedet fik Jacob hvisket i øret, at den normale procedure, ved trafikuheld uden personskade, var at ordne det indbyrdes på stedet, hvis man kunne blive enige om det. Han blev rådet til, næste gang det sker, bare at stikke pengene i lommen og lade leasingselskabet betale for bulerne ved næste eftersyn !
I hele august måned havde vi ”Ghost Month”, der er den syvende måne-måned. Det er den tid på året, hvor de døde må forlade underverdenen og besøge de levendes verden. ”Ghost Month” når sin klimaks på 15. dagen, hvor der holdes ”Ghost festival”. På denne dag er portene til de døde helt åbne, hvorefter de langsomt lukkes igen. Denne dag stilles der en masse mad ud til spøgelserne og der bliver brændt en masse ”Ghost Money”. Nogle kinesere har også lanterner ude hele måneden, for at hjælpe spøgelserne med at finde tilbage til underverdenen igen. Der bliver også sat flydende lanterner ud i søer og floder, for at hjælpe druknede mennesker tilbage til deres hvilested.
Det er farligt at rejse, svømme, flytte og blive gift i denne måned. Og hvis nogle dør på dette uheldige tidspunkt, gemmer man liget og venter med begravelsen til måneden efter.