Vi har nu snart været her i tre måneder, det er blevet hverdag og tiden flyver af sted. Vi flyttede omsider fra hotellet søndag den 9. januar. Jeg har det som blommen i et æg : omgivet af gule – nå nej, jeg mener hvide. Jeg nyder virkelig livet så meget, at jeg får lidt dårlig samvittighed en gang imellem. Jeg skal jo bare sørge for lidt mad hver dag, lidt rengøring og stryge et par skjorter. Jacob har meget travlt på sit arbejde, men han siger, at det går fint. En gang om ugen rejser han til Taipei og er der en eller flere dage til møder.

 

Torsdag den 6. januar var vores ting kommet til havnen og skulle toldbehandles. Julia fra det taiwanske flyttefirma havde ringet dagen i forvejen for at spørge, om jeg ville være til stede mens toldbehandlingen foregik. Hun forklarede, at tolderen så ville være mere forsigtig med vores ting og det ville gå hurtigere hvis jeg, som udlænding, så på med mit strenge blik.

Hun hentede mig på hotellet og vi kørte til havnen. Det første tolderen spurgte efter var electronics, og jeg sagde, at der ikke var særligt mange elektriske apparater, fordi strømforsyningen i Danmark var  220V og her på Taiwan kun 110V. Han spurgte mig, hvilke kasser der kunne indeholde disse apparater og jeg sagde, at det var kassenumrene, der på de medfølgende papirer var mærket ”kitchen”. Den første kasse de åbnede var desværre den med et rensdyrskind og et polarræveskind. Han spurgte mig om, hvad i alverden man brugte dem til i et køkken og jeg forklarede, at vi havde køkken og spisestue i et. Jeg forklarede også, at skindene var fra Grønland, det ene var fra det dyr som julemanden brugte til at trække slæden og det andet fra en almindelig ræv, der bare var hvid så den kunne skjule sig i sneen. Jeg prøvede også at forklare ham at skindene var lovlige d.v.s. fra ikke truede dyrearter. Julia forklarede mig, at man så meget strengt på sådanne ting her, og reglerne på Taiwan kunne være anderledes end i Danmark. Det ville tage længere tid at få frigivet vores ting ( gisp ), fordi man først skulle undersøge om skindene kunne indføres i Taiwan og vi kunne få en bøde. Med lidt smil og snak fik vi dysset tolderen ned, så han endte med at sige, at han ville lade det passere. Julia er heldigvis en køn, ung og charmerende pige.

Derefter ville han se, hvad der var i den store, gamle egetræsdragkiste. Den var låst og der var ingen nøgle. Jeg sagde, at den indeholdt sengetøj, men han ville  selvfølgelig se det med sine egne øjne. Jeg ringede til Jacob, der heller ikke viste hvor nøglen var, men han ville komme og dirke låsen op. 

Mens vi ventede, fik jeg lidt flere spørgsmål. Han spurgte bl.a. om, hvad vi i alverden skulle bruge ski til i Taiwan. Jeg forklarede, at det var hele vores hushold der var pakket ned, fordi vi havde solgt vores hus, og man kunne jo tage til Japan og løbe på ski.

Jacob kom og dirkede låsen op. Det var ligesom i en Olsenbande-film, han dirkede og lyttede. Da dragkisten blev åbnet, var den tom ! Så måtte vi forklare dette. Vi sagde, at flyttefolkene havde ompakket tingene i Danmark og de sikkert havde fjernet dynerne, fordi de syntes, at kisten var for tung. Jacob måtte dirke kisten op to gange, da tolderen ikke var der første gang, fordi han var gået en tur, mens vi ventede på Jacob. De undskyldte mange gange, fordi Jacob havde været nødt til at komme.

Vi var meget heldige, fortalte Julia, fordi færre end ti kasser blev åbnet og det tog mindre end en time i alt. Hun sagde, at det var fordi jeg var der, og fordi at den pågældende tolder var meget flink. Jeg foreslog hende at bruge den tolder hver gang. Hun sagde, at det kunne man ikke, da man for at undgå bestikkelse lod tolderne rotere mellem de forskellige porte. Man vidste aldrig, hvilken tolder man ville få.

Da jeg kom tilbage til hotellet fortalte jeg i receptionen, at vi omsider efter fem uger var ved at flytte. Jeg vidste næsten på forhånd, hvad de ville sige og jeg fik ret : Ooooh, so soooon …… De syntes, at vi skulle blive på hotellet til efter det kinesiske nytår i februar.

 

Næste dag blev vores ting så kørt ud til huset af flyttefirmaet. Flytteslaget blev ledet med militærisk præcision af general Chen, som har haft en ledende stilling indenfor militæret i Taiwan. Han  satte mig på en stol i garagen med et papir med numrene fra 1 til 200, en liste over tingene bag numrene, en kuglepen og en tusch. Jeg fik så besked på at strege numrene på papiret ud, checke ud fra listen hvad der befandt sig bag nummeret og skrive værelsenummer på kassen eller tingen, efterhånden som det blev båret ind i garagen. Eftersom der var tre friske flyttemænd, behøver jeg vel ikke at nævne, at det gik meget stærkt. Jeg kunne næsten følge med, indtil en af nabopigerne kom og begyndte at snakke. Hun inviterede mig over på kaffe, og jeg sagde, at jeg ikke lige havde tid på det tidspunkt. Derefter sagde hun, at hun ville komme over med kaffe, og jeg måtte sige, at jeg faktisk havde temmelig travlt, så det måtte blive en anden gang. På det tidspunkt var jeg kommet håbløst bagefter og jeg mærkede general Chens strenge blik på mig, mens kasserne bare tårnede sig op foran mig. Julia kom også forbi på et tidspunkt for at se, hvordan slaget gik. Næste dag kom de og satte tingene nogenlunde på plads og samlede borde og senge.

 

Vores hus ligger i udkanten af byen i et lukket compound, der hedder ”Sunny Life”. Her bor der, foruden taiwanesere og kinesere, knap 30 udenlandske familier, hvoraf de fleste er fra USA, men alle verdensdele er vist repræsenteret. Der bor heldigvis andre danskere inde i byen, så vi har mulighed for at tale dansk ind imellem. Mærsk har for nyligt flyttet kontor fra hovedstaden i Taipei til Kaohsiung.

 

Hverdagen her i vores compound foregår på denne måde : Alle mændene kører på arbejde om morgenen og kommer hjem om aftenen, når det er blevet mørkt d.v.s. efter kl. 18.00. Alle de større børn kører med skolebus til den amerikanske skole og kommer tilbage kl. 15.30. Så det er kvinderne og småbørnene der regerer om dagen. De fleste har rengøringsdame/babysitter noget af tiden. Vi drikker kaffe, handler, spiller tennis eller tager på tur i eller udenfor byen. Her er altid selskab, hvis man ønsker det. Den første onsdag i måneden er der Coffee Morning i Mercantile Club, hvor alle udenlandske kvinder i Kaohsiung samles, snakker, drikker kaffe og hører et foredrag om et aktuelt emne.

 

Vi er blevet utroligt godt modtaget af både taiwaneserne og de andre udlændinge. Selv om vi synes, her er mange udlændinge, udgør vi kun en lille del af en befolkning i Kaohsiung på 2 mio. Derfor bliver vi betragtet med diskret nysgerrighed og hjælpsomhed, når vi er i byen. Hvis vi f.eks. sætter os ind i en taxi bliver radioen straks stillet ind på en kanal med engelsk musik. Er der kø hos Mc.Donald eller i banken bliver vi ofte ledt uden om.

Vi var ude til ”End of year” middag, lige før det kinesiske nytår, sammen med alle ABB-ansatte i Kaohsiung, hvor vi fik ti retter mad. Bordene var dækket fint med store spisepinde lavet af massivt sølv. Lige inden vi begyndte måltidet blev spisepindene hos alle ca. 8 udlændingene diskret skiftet ud med almindelige, billige engangstræpinde til stor forundring for os. Først tænkte jeg, at de var bange for, at vi løb med sølvtøjet.  Bagefter fik vi forklaringen af taiwaneserne. Det havde været meget besværligt at spise med de store tunge, glatte pinde, så derfor var vores pinde blevet skiftet ud. Samme aften oplevede vi også taiwanesernes hang til at optræde og synge. Jacob blev selvfølgelig også opfordret til at gå på scenen, så han sang og spillede et nummer på guitaren, til stor jubel for alle.

 

Kropssproget her er  meget vigtigt. Hvis man skal være høflig og vise en anden person ære, skal man altid bruge begge hænder. Papirer, visitkort m.m. skal overrækkes med begge hænder. Når man skåler med en anden person, skal højre hånd holde glasset, mens venstre hånd skal berøre glassets fod. Og der er sikkert mange regler endnu, som vi bare ikke har opdaget. Heldigvis er de meget overbærende over for os uvidende udlændinge, der ikke altid ved hvordan man opfører sig helt korrekt.

 

Vi har lært nogle få kinesiske ord og høflighedsvendinger ved at lytte. Men selv almindelige høflighedshilsner kan misforstås og morsomme hændelser opstå, når forskellige sprog og kulturer mødes. Hvis jeg f.eks. siger ”Hello, how are you ?” til en taiwaneser og forventer et ”Fine, thank you” kan han, hvis han ikke er fortrolig med vendingen, finde på at svare : Åhh, jeg har det ikke så godt for tiden. Mine børn er uartige, min moster er syg, jeg tjener ikke nok penge o.s.v.  o.s.v.

Men misforståelserne kan selvfølgelig også foregå den anden vej. Hvis en taiwaneser spørger mig : ”Hello, have you eaten ?”  tænker jeg på, hvorfor han spørger om det ?. Vil han mon invitere mig ud på middag eller hvad er han ude på ? Så jeg skynder mig at remse op, alt det jeg har fået at spise. Til frokost fik jeg både kylling, ris o.s.v.  o.s.v.  Det eneste svar han faktisk forventer er : ” Yes, thank you” . Hans hilsen er en normal høflig hilsen på kinesisk.

 

I starten af februar holdt kineserne deres nytår, der beregnes efter månen i stedet for solen. Vi skriver nu år 89 og det kan godt virke lidt forvirrende, når udløbsdatoer på blandt andet madvarer følger deres kalender.

Selve nytåret varer i fem dage og er en larmende forestilling. Her skal fyrværkeri ikke være flotte, farvestrålende raketter, det skal bare larme så meget som muligt. Alle familiemedlemmer samles, skiftevis hos hinanden, alle dagene efter specielle regler og det giver en masse trafikproblemer. Nytårsaften holdes hos familiens ældste og på anden dagen besøger man sin kones forældre o.s.v. Man spiser en masse mad, specielle retter lavet til nytåret og der er nogle regler for, hvad man må og ikke må. En af traditionerne er, at man ikke må støve af eller feje nytårs dag. Man kunne jo komme til at feje heldet eller lykken ud. Knive og sakse må ikke bruges før den 5. dag. Grunden til det er sikkert, at kvinderne også skal holde fri. Det er også forbudt at sige uheldsvarslende ord, tage medicin, skændes, slå børnene eller slå noget i stykker.

Jacob og jeg var blevet advaret mod at køre nogle steder i nytåret på grund af trafikken. Men en af de sidste dage vovede vi os ud og kørte til Kenting, sydspidsen af Taiwan. Næsten hele området er naturpark med bjerge, strande og hoteller. Det siges at være Kina’s svar på Hawaii. Nu har jeg jo godt nok ikke været på Hawaii, meeen……

 

Den 28. februar var Memorial Day, hvor man mindes alle de tusinder af uskyldige taiwanesere, der blev dræbt af kineserne under Taiwans holocaust i 1947. På det tidspunkt led Taiwan under Kinas tvungne politiske ensretning, undertrykkelse og korruption og uroen ulmede under overfladen. Gnisten der tændte det hele var arrestationen af en gammel kone, der solgte ubanderolerede cigaretter på gaden. 

Der blev hentet forstærkning af kinesiske soldater fra hovedlandet og udrensningerne begyndte. Især ledende folk, lærere, dommere, doktorer og studenter blev slået ihjel, men også folk der bare var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Mellem 18.000 og 28.000 blev dræbt og mange blev arresteret og sad i fængsel i Kina til op i 1980’erne. Denne hændelse er blandt andet en af grundene til at Taiwaneserne ikke holder så meget af kineserne.

 

Jeg vil slutte nu for denne gang. Vores E-mailadresse er stadig : jacobgkn@ms43.hinet.net

Med kærlig hilsen

Jacob og Eva.